• Kendetegn

    Husmusen er en lille, spinkel mus med en lang hale. Halen er lige så lang som hoved og krop tilsammen, 14-20 cm. Den vejer 10-25 g. Ørerne er store og tyndhudede. I dag deler man husmusen op i to arter, en mørk husmus Mus domesticus og en lys husmus Mus musculus. Den mørke husmus er grå på både under og overside og generelt lidt større end den lyse husmus. Den lyse husmus er lysegrå på oversiden og hvidlig på undersiden.

    Føde

    Husmusen er stort set altædende. Indendørs tager den korn, frø og alle slags madvarer samt sæbe og stearin. Udendørs tager husmusen også grønne plantedele og insekter.

    Livet i byen

    Husmusen kan klemme sig gennem den mindste sprække. Den gnaver sig gennem mange materialer og er god til både at klatre og springe. Via kanaler og rørgennemføringer kan husmusen komme på selv de øverste etager i boligblokke. Overalt hvor den færdes, afsætter den duftspor og urin, så der kommer en umiskendelige luft af mus. Reden bygges af forhåndenværende materialer, fx afgnavet papir, stof, isoleringsmateriale, træspåner, vat og fjer.

    Husmus lever ofte i familiegrupper, som domineres af en han, og indeholder flere hunner med unger. Unge kønsmodne hanner udvandrer fra fødestedet.

    Bekæmpelse

    Gnavere kan sprede en række forskellige sygdomme til mennesker. Mange vælger derfor at kassere alle madvarer, dyrene har været i kontakt med. Specielt ved rotteangreb er det en helt obligatorisk fremgangsmåde. Er der derimod tale om museangreb, kan du nøjes med at kassere fødevarer, der er beregnet til at blive spist uden først at blive kogt eller gennemstegt. Har der været en mus forbi æblekassen, kan du evt. nøjes med at kassere æbler med synlige bidmærker og koge grød af resten – det skulle gøre kål på eventuelle bakterieinfektioner.

    Har du sommerhus eller viktualierum, er det klogt at opbevare alle madvarer på en måde, så gnaverne ikke kan komme til dem, det kan være i køleskab eller aflukkede plastikbeholdere. Brug klapfælder eller fangstfælder til du er sikker på at musene er væk. Sørg for at lukke alle huller og sprækker der er større en 5 mm, da det er nok til at en mus kan komme ind.

    Som forebyggelse kan man også lægge musegift ud i skunke og områder hvor der ikke er normal adgang for andre. Undgå at lægge gift ud som bekæmpelse da det vil forårsage lugtgener i flere måneder. Hvis du er i tvivl eller ikke kan få has på problemet, så kontakt os for en professionel bekæmpelse.

    Fakta

    Parringsperiode: Marts-oktober

    Drægtighedstid: 20 dage

    Antal unger/kuld: 3-15

    Antal kuld/år: 2-4

    Levetid: Omkring 3 år

    Udbredelse, Danmark: Overalt