• Kendetegn

    Lopper er nogle små blodsugende insekter på 1,5 – 3 mm, der især lever på hunde og katte. Lopperne er brunsorte med kraftige ben, der gør, at de kan springe over 30 cm, fx når lopperne springer fra græsset og op i hundens pels. På loppernes ben findes desuden små kroge, som gør, at loppen kan holde sig fast i hundens pels, også mens hunden bevæger sig eller bliver vasket.

    De mest almindelige kæledyrslopper i Danmark er kattelopper og hundelopper. Kattelopper er de mest udbredte, da de trives i varmen indendørs og kan leve på både katte og hunde. Hundelopper er noget mere sjældne, da hundelopper kun lever på hunde.

    Biologi

    Den voksne loppe lever og formerer sig på sit værtsdyr – dvs. din hund eller kat. Lopperne kan også leve på mennesker, men her kan de ikke formere sig. Længden af en loppes cyklus (fra den bliver lagt som æg til den bliver voksen og kan formere sig) er ca. 3 uger – varigheden afhænger dog af miljøet og kan under visse omstændigheder ændres betydeligt.

    Æggene: Hunlopper begynder senest at lægge æg 2 dage efter de har fundet en vært. Hunloppen lægger mellem 10 – 50 æg om dagen og totalt mellem 200-1500 i hendes livstid. Loppeæggene falder af værtsdyrets pels sammen med loppernes afføring. Loppeafføringen forsyner loppelarverne med næring. Æggene og larverne kan findes alle de steder, hvor katten eller hunden har været, men er især at finde i sengetøj eller i områder, hvor dyret færdes meget (som f.eks. i kattekurve).

    Larverne: Loppelarver er generelt lyssky og har en tendens til at gemme sig dybt i gulvtæpper eller sprækker i gulvet. Med tiden udvikler den enkelte larve sig til en lille puppe (dvs. den spinder en klistret kokon omkring sig).

    Puppen/kokonen: Den voksne larve udvikler sig inden i kokonen og afventer tegn på, at et dyr eller en menneske bevæger sig i nærheden af den. Dette kan lade sig gøre, fordi loppen er i stand til at føle forskelle i eksterne faktorer såsom tryk, varme, fugtighed, vibrationer, lyd og kuldioxid. Generelt udklækkes kokoner i bølger med 2-5 dages mellemrum.

    Den voksne loppe: Loppen kan bryde ud af sin kokon og fæstne sig på din vært i løbet af få sekunder. Hvis ikke forholdene er gunstige – eller hvis ikke en vært kommer forbi – kan loppen kan ligge og vente i sin kokon i op til 2 år. Under gunstige forhold vil loppen dog normalt bryde frem allerede efter ca. 2 uger. I dette stadie er loppen voksen. Centralt opvarmede hjem med gulvtæpper udgør desværre de absolut bedste forhold for, at lopper kan udvikle sig hele året.

    Bekæmpelse

    Kæledyrene skal behandles med godkendte loppemidler, af hvilke der findes en hel del. Indendørs desinficeres med godkendte loppemidler og der støvsuges i alle inficerede rum, samt senge og liggepladser for kæledyr. Lopper er lyssky, og det er vigtigt at støvsuge langs lister og sprækker. Bemærk at kulde dræber ikke lopperne.

    Varmebehandling:

    Det opleves meget ofte at lopper udvikler resistens over for insektmidlerne der bliver brugt. Derfor kan det være nødvendigt at udføre varmebehandling af møbler og klæder for at bekæmpelsen skal lykkes. Varmebehandlingen udføres i et varmetelt, som skal varme alt op i teltet til 60 grader, hvorefter alle lopper, larver og æg dør.

    Hvis du er i tvivl om du selv kan håndtere behandlingen, så anbefales det at du kontakter os for en professionel behandling.